Motivation
”Som barn af en dansk, ateistisk mor og en pakistansk, muslimsk far er jeg vokset op i et interkulturelt og inter-religiøst hjem, Og i voksenlivet har jeg giftet mig med en mand fra Syrien, som jeg har tre børn med.
For mig har det altid handlet om at finde en måde at omfavne de forskellige kulturelle, etniske og religiøse baggrunde, som jeg er et produkt af, men det har ikke altid været nemt.
Jeg har tit oplevet en tendens til at skulle vælge side og er blevet spurgt: Er du dansker eller pakistaner? Det giver ikke mening for mig.
Jeg er medborger i det danske samfund, jeg er kvinde, jurist, mor, hustru, datter, kollega, veninde, bogelsker og serie-entusiast. Jeg holder jul og Eid. Jeg går i kirke og moskeen. Hvorfor skal det være enten/eller, når det kan være både/og? Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg savner respekten for individet og interessen for at lære hinanden at kende på tværs af kulturel, etnisk og religiøs baggrund.
Der findes nemlig en masse interessefællesskaber og fælles værdier, som går ud over disse umiddelbare forskelle.
For at kunne se alle de ting vi har til fælles, skal vi finde frem til modet i os selv. Vi skal turde at være modige til at møde det fremmede og anderledes. Være nysgerrige på det, i stedet for at være bange for det. Og det kræver, at vi har mod til at indgå i en dialog med hinanden i stedet for at tale om hinanden og turde udfordre den viden, vi har om hinanden.
Det er min drøm, at jeg med Con3bute kan være med til at styrke danskernes mod til dialog – uanset kulturel, etnisk eller religiøs baggrund".
Erfaring
Inden Jamilla stiftede NGO’en Con3bute i 2018, har hun været selvstændig konsulent og samtidig arbejdet som integrationskonsulent i Høje Taastrup kommune.
Hun har desuden erfaring som managementkonsulent hos Ankerhus, været daglig leder af fagbevægelsens videnscenter for integration og været konsulent på kampagnen ”Brug for alle unge” i Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration.
Som medstifter af Demokratiske Muslimer og tidligere næstformand i foreningen samt tidligere bestyrelsesmedlem i Københavns Gymnasium og foreningen GAME har Jamilla også stor erfaring med foreningsarbejde.
Derudover er Jamilla medforfatter på bogen Hassan og Grete – inklusion i folkeskolen (2012).
Uddannelse
Jurist fra Københavns Universitet. Jamilla er også uddannet coach fra Grow2.